Pernille Rosendahl Billetter og datoer

Til efteråret drager Pernille Rosendahl på turné til nogle af Danmarks smukkeste rum, nemlig kirker og museer. I en epidemisk verden har vi brug for at finde et lille mellemrum. I musikkens tegn skaber hun et helle, væk fra vildskab, hvor publikum kan mærke efter og finde retning.

Beklager, men der er ingen forestillinger for Pernille Rosendahl lige nu.

Flere informationer om Pernille Rosendahl

’Vi er alle små mennesker på en stor planet, og netop i den erkendelse giver musikken mening. Musikken taler til vores fælles hukommelsescenter og spiller på vores sjælestrenge, så man kan mærke sig selv og finde retning,’ forklarer Pernille. På sine seneste tre turnéer har hun markeret sig med unikke koncerter, i nogle af landets mest stemningssættende oplevelsesrum. At turnere på denne måde er efterhånden blevet et adelsmærke for hende. Succesen med denne koncertform har åbnet op for, at der til efteråret realiseres endnu en musikalsk langtur:

’På efterårsturnéen skal vi samles i det musikalske fælleskab og give hinanden et stort musikalsk kram. Vores ønske er, at vi kan give folk en lille stund, væk fra verdens vildskab, hvor vi kan samles om håbet. Og visheden om, at intet varer ved. Heller ikke denne nuværende situation. Sangens væsen har hjulpet os gennem mange tider. Ligeledes vil den hjælpe os gennem denne. Derfor har vi også valgt at synge flere danske sange,’ fortæller Pernille.

Pernille sætter kulturelle fodspor med sine spektakulære kirke- og museumturnéer, men hun har skrevet musikhistorie gennem flere årtier med sine tidligere bands Swan Lee og The Storm. Sidenhen har hun udfoldet et flot solovirke, senest med den både storslåede og lavmælte EP ´The Hurt´. Hendes signifikante stemme og gådefulde soundscape har vist vejen for, hvordan musik kan være både stærk i sin skrøbelighed og vice versa. Pernillebærer musikken med sig, og hun demonstrerer gang på gang, at hun er en af de dygtigste vokalister, mest erfarne sangskrivere, og ikke mindst driftige artister, vi har lært at kende. Et faktum som Pernille senest skulle have befæstet med dansekoncerten Vita Danica, som skulle være opført på Aarhus Teater med dansekompagniet Black Box Dance Company, men som måtte sættes på pause på grund af de gældende restriktioner.

Nu kigger Rosendahl mod efteråret, hvor hun drager på en landsdækkende turné i Danmarks smukkeste rum for at præsentere sange fra hele sit bagkatalog, toppet med egne fortolkninger af nogle af Danmarks mest velskrevne salmer som klinger dybt i folkeåndens navn.